|
|||||
|
Dresden - Elbens Firenze
Efter vores opfattelse er Dresden den flotteste storby i Tyskland, med den gamle, bilfri bykerne, Altstadt, og Elben, der snor sig smukt gennem byen. Dresden ligger ca. 600 km fra Kruså, og bare 420 km fra Rostock. FerieLogi tilbyder overnatning i selve Dresden, og i det skønne, landlige Erzgebirge, kun 40 km derfra.
"Hvilken Afvexling bragte mig ikke hver Dag, hver Time, her i denne kjære By! Hvilken Masse af Ideer og Følelser gjennemstrømmed mig, i de 9 Dage jeg tilbragte her! Fra Morgen til Aften tumlede jeg mig om, og hvert Øieblik saae jeg noget Nyt". Sådan skrev H.C. Andersen i 1831 om Dresden i sine dagbogsoptegnelser fra sin rejse til Dresden. Og Dresden kan stadigvæk begejstre sine besøgende.
Dresden kaldes "Elbens Firenze", på grund af de mange storslåede bygningsværker. Byen blev sønderbombet af de allierede i 1945, men på ruinerne af de gamle bygninger opførte man siden tro kopier. Den seneste genopførelse er af den store katedral Frauenkirche, som blev indviet 30. oktober 2005. Indtil murens fald lå Frauenkirche hen som en ruin, men efter genforeningen er der blevet brugt 1,3 milliarder til genopførelsen, så kirken nu fremstår som før bombardementet.
Den nu færdigrestaurerede Frauenkirche er åben på hverdage, og der er gratis adgang. Endvidere afholdes der på hverdage kl. 18 orgelandagter (gratis adgang). Siden 1. februar 2005 har det været muligt at bestige kuplen på Frauenkirche og nyde den storslåede udsigt over Dresden og Elbdalen.
En anden meget anbefalelsesværdig seværdighed er Zwinger, et slot, der rummer en perlerække af museer med alt fra Europas største porcelænssamling, et klokkespil af Meissen-porcelæn, riddervåben og adelige legetøjsvåben, astronomiske instrumenter og historiske regnemasker til en fornem samling af gamle mestre inklusive Rafaels "Sixtinske Madonna". Fra slutningen af juni til september er gården til kunstmuseet Zwinger ramme om en lang række koncerter.
Dresden er også en stor kulturby, hvor den ene festival afløser den anden fra maj til august. Den største af dem er Dresden Musikfestspil, en festival med klassisk musik i alle afskygninger. Den alsidige Semper Opera, rummer både opera, operetter, jazz, ballet og moderne dans. Dresden er også en stor kulturby, hvor den ene festival afløser den anden fra maj til august. Den største af dem er Dresden Musikfestspil, en festival med klassisk musik i alle afskygninger. Den alsidige Semper Opera, rummer både opera, operetter, jazz, ballet og moderne dans.
Ud over de mange kulturperler i den gamle bydel, rummer Dresden masser af spændende spisesteder og shoppingmuligheder. I Kunsthof Dresden ligger den ene kunsthåndværkerbutik og restaurant efter den anden. Smart tøj og musik kan man finde mellem Alaunstrasse og Rothenburgerstrasse, og verdens mest specielle mejeriudsalg, Pfunds Molkerei, ligger i Bautzner Strasse.
Også i Dresdens omegn er der spændende seværdigheder. Et besøg i Meissen, 30 km fra Dresden, er et must. Her blev det første porcelæn i Europa lavet, det berømte Meissen-porcelæn. Se hvordan porcelænet laves på porcelænfabrikken Staatliche Porcelanmanufaktur Meissen, og gå bagefter en lille tur i Meissens hyggelige, gamle gader. Sächsische Weinstrasse, der er et lille, udsøgt vinområde, starter i Meissen og går østpå langs Elben til Dresden og videre til Pirna.
Naturen byder på flere prægtige seværdigheder. Med hjuldamper på Elben kan I for eksempel tage en tur til Sächsische Schweiz, og opleve, hvordan Elben slynger sig mellem fascinerende klippeformationer, hvoraf nogle rejser sig 300-400 meter i vejret. Nyd udsigten fra toppen af de berømte Bastei klipper, hvor man kan se 200 meter lodret ned.
Erzgebirge, som bjergområdet hedder, der ligger lige syd for Dresden, er et godt udgangspunkt for familieferie. Børneaktiviteter som besøg i en fritidspark, badelande, dyrepark kombineret med en dagstur til Dresden tilgodeser hele familiens interesser. En tur med Tysklands ældste smalsporsbane "Bimmelbahn" skal man heller ikke snyde sig selv for.
Ferieboliger i Dresden og Erzgebirge.
|
|
|||||||||||||||||||||||||||
| FerieLogi.dk | Liselejevej 5 | Dk-9270 Aalborg | Tel.: (+45) 98 34 11 20 | Mail: info@ferielogi.dk | CVR: 29293139 | Medlem af Danmarks Rejsebureau Forening | |